Elektrisk guitar

carvdet632

Er opstået som en forstærket udgave guitaren med metalstrenge, men må i dag betragtes, som et helt selvstændigt instrument med egen spilleteknik. De fleste, der spiller akustisk guitar vil kunne spille rimeligt på elektrisk guitar, men det modsatte er ikke nødvendigvis tilfældet.

De første elektriske guitarer var lige så store og tykke som en akustisk guitar. Efterhånden var der forskellige personer og firmaer, der fandt ud af, at en elektrisk guitar blot behøver at bestå af et gribebræt, mikrofoner og strenge anbragt på et massivt stykke træ eller et andet materiale.

I dag er der elektriske guitarer lavet af masonit, krydsfiner og massivt træ i alle kvaliteter. Hals og gribebræt kan være lavet af træ eller kunstfibre. Som regel er stemmeskruer, stol og bånd lavet af et til formålet egnet metal. De billigste elektriske guitarer kan være næsten umulige at få til at stemme og er håbløse at spille på. Omhyggeligt fremstillede elektriske guitarer kan være en ergonomisk drøm at spille på, og have uanede klangmuligheder. Pris følger oftest kvalitet men ikke altid. Selv om omhyggeligt udførte håndbyggede instrumenter ofte er bedre at spille på og mere velklingende, er prisen på visse langt ringere instrumenter af mærkeguitarer ofte meget høj. Mærkevarer sælger også her!

Alle genrer kan spilles på elektrisk guitar. Enkel rock kræver et solidt instrument med kraftige overstyrende pickupper. Ren og klar tone, som det anvendes i meget pop og country, skal derimod have pickupper, der ikke har for kraftig volumen, men kan gengive hele tone spektret naturtro. Man bliver – uanset pengepung – aldrig færdig med at søge efter den perfekte el-guitar.

De fleste typer musik kræver, at man faktisk gør en stor indsats for at lære at spille på instrumentet. Hvis man blot vil larme – er det ligegyldigt.

Ud over at lære at spille på selve guitaren, skal man lære at indstille forstærkere og at bruge de mange effekter, som gør instrumentet bredt anvendeligt. Fra det bløde og søde, til kantede og hårde.