Blues guitar

bluesbillede

Den veldokumenterede blues starter med “Classic Blues”, der først og fremmest er en klaver, sang og orkester stil ofte med banjo. Stilen har stor indflydelse på jazz. Stjernen i denne slags musik er sangeren.

Guitar og blues bliver koblet sammen i 20erne. Der bruges typisk små billige postordreguitarer til at udvikle country blues ikke mindst i det område der kaldes deltaet. Det er stærkt varierede tidlige blues former uden standardlængde og meget personligt prægede konventioner hos den enkelte udøver. Området mellem Memphis, Jackson og LittleRock med Clarksdale som centrum, er et fladt fugtigt landbrugsområde, hvor bomuld og tobak dyrkedes. Det er dette område der kaldes The Delta. Det gennemløbes godt nok af Missisippi med talrige sideløb, men det har intet med det geografiske delta ved udløbet af floden at gøre. Til gengæld er stedet stadig af stor betydning i 60erne for udvikling af sort blues og southern soul. Rytme guitar langt mere fremtrædende og  kantet end i byerne nord på.

Overgangen til den skema prægede moderne blues sker i de nordlige byer  – specielt Chicago. Den skematiserede form er en fordel for det uformelle sammenspil, der er væsentligt i byerne. Den bliver populariseret af radioshows rettet mod det sorte publikum. I 40erne og 50erne bliver guitar bluesmusik elektrificeret og eksporteret til England. Her sidder en masse unge mænd og lærer numre af sorte amerikanere, de hvide amerikanere aldrig har hørt om. Ved den “Engelske Invasion” i 60erne kommer engelske grupper til USA og spiller de gamle “sorte” bluesnumre. The Animals, The Rolling Stones og mange flere. Enkelte sorte bluesmusikere får også en karriere uden for det sorte marked i USA. Typisk nogle lidt poppede eller meget rock-en roll påvirkede. F. eks. BB King, Albert King og Freddie King, hvis tekster er enkle og forståelige. Andre foretrækker at bruge et sprog, som er nærmest uforståeligt uden for målgruppen blandt sorte arbejdere i Chicago, Detroit osv..

Jeg kan lære dig  de væsentlige træk ved centrale bluesformer, hvad enten du er til det historiske akustiske eller aktuelle elektriske repertoire. Typiske akkordforløb, skalaer og rytmik i sang og instrumental former. Blues har udviklet mange under genrer, så du bliver aldrig færdig med at lære noget nyt, hvis du vil.  Rytme, solospillet og kombination heraf kræver meget viden og teknik, hvis man vil slå igennem på et professionelt plan – samtidig er det dog en genre, hvor man kan stå på og være med selv med et meget ringe teknisk og teoretisk grundlag, hvis man har en god indlevelse. Derfor kan alle, der kan lære tre akkorder og holde takten, være med når flere spiller sammen.

De hvide “guitarhelte”, som mange efterligner er oftest englændere, der blander andet i, og sydstatsamerikanere, der har hørt de sorte fra Syden på radio fra de var små. De spiller derfor meget forskelligt, men oftest gennemtrængende højt med meget lidt originalt tekstindhold. Eric Clapton og Tim Simmonds er stadig trofaste dyrkere af original blues på engelsk – Stevie Ray Vaughan og Johny Winter var indflydelsesrige dyrkere af den hvide sydstatsblues. I dag er der utrolig meget teknikfikseret musik og meget pop inden for genren. Men det er stadig rigtigt sjovt at spille live uden for mange dikkedarer for et bredt publikum.  Der skal være numre, der kan danses til  både hurtige og langsomme, krydret med bluesbaserede pop hits. Og dem er der mange af fra sidste 60 år.

Bluesguitar på elektrisk er for de mange og kan let suppleres med lidt rock ‘n roll. Bluesguitarens akustiske genrer er nok mere for specialister. Men selvfølgelig er der meget overlap, og man kan altid gå fra det ene til det andet.