Guitarforstærker

4groenirisk

Det er næsten umuligt at øge et lydsignals styrke uden, at den relative sammensætning af overtoner ændrer sig. Klangen af det oprindelige instrument eller sangstemmen bliver altid ændret i større eller mindre grad. Selve den elektriske forstærkning er kompliceret at lave lineær.  At få det forstærkede elektriske signal ud i luften igennem en eller flere højtalere er et endnu større problem.

Der findes store stereoanlæg med gigantiske højtalersytemer, der løser opgaven nogenlunde, men aldrig perfekt. Og du kan købe et hus for hvad de koster. Så det gælder om at vide hvad for en lyd, man ønsker til hvilket formål.

Neutral forstærkning

transamp

Ønsker du en meget neutral forstærkning. Så skal du sikkert have en analog transistor eller en digital forstærker. Det er det almindelige valg til akustiske instrumenter, der skal forstærkes. Nogle har en meget syntetisk klang. Andre har en mere varm klang der kommer tæt på noget de fleste opfatter som naturligt. Nogle lyder godt med et bestemt mikrofonsystem og dårligt med et andet. Det er derfor helt nødvendigt at prøve forskellige systemer, hvis man vil have noget man med sikkerhed bliver glad for. Er du ikke velkommen til at prøve alle muligheder i en købssituation så lad være at købe noget der.

De aller billigste forstærkere kan man godt se bort fra. De har næsten altid efter ganske kort tid uønskede summe- eller hyletoner og lignende defekter.  De er umulige at sælge videre – derfor er pengene tabt. Derimod kan de fleste forstærkere af lidt bedre kvalitet let sælges videre, da de som regel har en meget stor robusthed og bevarer klangen. Jeg har selv en 45 år gammel meget brugt transistorforstærker, der stadig lyder fint. En del af disse forstærkere er udtrykkeligt beregnet til akustiske instrumenter. Denne type kendes som hovedregel på, at de har flere indgangs- og reguleringsmuligheder beregnet til aktive, passive og magnet baserede systemer (med vidt forskellig impedans).

accamp

Pålidelige mærker på dette vanskelige marked er bl.a. AER og Roland, men der er mange andre virkelig gode mindre udbredte mærker.

Farvet forstærkning

På et tidspunkt i blues og rock flyttede  festen til større lokaler, så højt lydniveau blev vigtigt. Man havde ikke økonomisk overkommelig teknologi til at skabe et højt lydniveau uden forvrængning. I stedet byggede man rørforstærker systemer, der kunne spille højt uden hensyn til massiv forvrængning i alle led. Derfor fik man klangen af den forvrængede guitar  foræret da lydstyrken skulle op. Guitaristerne og publikum var begejstrerede. Pludselig kunne én guitarist fylde ligeså meget i lydbilledet som alle blæserne i et bigband eller symfoniorkester. Meget er sket siden Pete Townshend og Eric Clapton begyndte at hive ekstreme lyde ud af forstærkerne. Jimmy Hendrix drev rørforstærkerens lyd til det yderste. I dag behøver man slet ikke at spille højt for at få forvrængning, det hele kan styres digitalt. For mange elektriske guitarister er den Hellige Gral dog fortsat en fuldblods totrins rørforstærker, der bruger meget strøm, bliver meget varm, bliver hurtigt slidt så rørene skal skiftes —– til at opnå den helt rigtige blues eller rocktone.

De oprindelige rørforstærkere var baseret på radiorør, ikke mindst solide modeller, der i stort tal var blevet produceret til militært brug siden 30erne. Konstruktionerne byggede på eksperimenter, nærmere end måling og analyser. Derved blev skabt en række klassiske forstærkere med alle mulige særheder. Fælles for dem var at loddekolbe, sikringer og ekstra rør var nødvendigt grej på koncerttur. Ophold i musikken på grund af teknisk uheld blev taget med godt humør. (Sådan var det også med fjernsyn dengang). På vores side af Atlanten er Marshall, Vox, Selmer, Framus, Farfisa og Hagström de mest udbredte pionerer, men der kom hurtigt mange mærker, da patentering ikke var realistisk i det hurtigt voksende marked. De fleste navne er glemt nu.

tubeamp

Hovedparten af guitarforstærkere fra de store kendte mærker er i dag konstrueret af universitetsuddannede teoretikere og bygget på store fabrikker i Kina. Men der findes noget, som kaldes Boutique forstærkere. Det er oftest håndbyggede hjemmekonstruerede og afprøvede forstærkere lavet i små serier, af halvgamle elektronik nørder. (I Danmark har flere forsøgt sig med produktion uden den store finansielle succes). Nogle er rasende kostbare i forhold til den lyd man kan opnå. Men vil du have den helt rigtige  rørlyd på din Les Paul eller Stratocaster, er det bare ud og prøve og spare sammen. Der er lidt mindre men relativt solide virksomheder med en ensartet høj kvalitet, der konstruerer og producerer hjemme både i Europa og USA. De vil ofte have de mest interessante bud på en forstærker til en bestemt genre.

I dag kan man sige, der er to hovedtyper af rørforstærkere: Renest mulige Fender lyd (som Hank Marvin i starten af 60erne) eller mere farvet lyd hele vejen op som på en gammel Marshall.

I mange moderne forstærkere er begge muligheder indbygget. Man kan få rimelige rørforstærkere for lige omkring 5.000 kr. Skal man have pålidelig lyd, skal man nok mindst doble op. En god rørforstærker har yderligere det kendetegn,  at den vejer meget. Højtaler enheder, transformator og kabinet skal være solidt dimensioneret, hvis forstærkeren skal fungere.

Virtuelle forstærkere

I vore dage lever en del mennesker meget af tiden i en delvis virtuel virkelighed.  Elektrisk guitar kan spilles – så det for den enkelte lyder, som det helt store anlæg igennem hovedtelefoner eller propper. 100 virtuelle forstærkere indbygget i en lille digitalforstærker med alle slags effekter er bestemt en mulighed. Også dette fås i alle størrelser og kvaliteter. Da det kom frem i 80erne var det den store mode at lyde syntetisk i nogle år. I nogle genrer er det fortsat særdeles relevant. Boss og Line 6 er pionerene og stadig i front på nogen områder. Andre lyder bedre men til en anden pris.

Til praktisk øvelse i at spille på el-guitaren kan den virtuelle forstærker være det helt rigtige i en periode. Det kan være en app på en smartphone, i-pad osv.,  eller et lille stykke hardware man forbinder med jackstikket på guitaren og ørene via hovedtelefoner eller små højtalere. Men en vigtig del af at spille – nemlig fællesskabet – går tabt, hvis man ikke ind imellem spiller sammen med andre på en virkelig forstærker og føler vibrationerne fra sit eget og de andres instrumenter. Man bliver flyvende af at spille rigtig – det gør man ikke virtuelt. Skal man øve skalaer og anden teknik familien ikke gider høre på er det jo fint. Men det meste gode musik er først og fremmest social kommunikation, som skaber følelser i udøverne og deres publikum.